Pinse turen gik til fjordsystem i nærheden af Nuuk (Nordlandet). Det var køligt og båden var godt læsset. Jeg skulle af sted sammen med min kammerat Simon, som havde bedt mig om ikke at tage for meget bagage med. Vi skulle være af sted i 3-4 dage så en del proviant mm skulle medbringes. Da jeg stod hjemme i min lejlighed og pakkede, stod jeg med valget om at snige et par bøtter maling og et lærred med ned i rygsækken eller en ekstra varm trøje. Valget faldt på malergrejet. Det pudsige var at jeg ikke havde et grundet lærred klar,  min tanke faldt derfor på en stor sandfarvet dug, som jeg netop havde købt. Den måtte da kunne bruges. Sådan blev det. Efter en længere men meget smuk sejlads gik vi i land. Vi slog os ned for enden af en fos, et sted hvor jeg ikke tidligere havde været. Fra fossen fik vi rent drikkevand, hvori vi også skulle fiske efter ørred. Da det praktiske med telt mm. var bragt i orden ville Simon sondere terrænet. Imens han gik for at kigge efter fisk fik jeg lusket mit malergrej frem og fandt ”stedet”. En lodret fjeldside på ca. 5 m. høj. Det passede præcist med at jeg ved hjælp af store sten og et par ”blæksprutte arme” kunne spænde lærredet / dugen ud i toppen. Med snor og sten kunne jeg tynge lærredet i bunden, så at det ligeledes blev spændt ud. Primitivt, men det virkede. Simon kom lidt senere tilbage kiggede og smilte, han kendte mig jo. Min kommentar var blot at jeg havde taget en trøje mindre med.

  Maleriet kom til mig. Jeg har aldrig før på samme måde følt at det var penslen der styrede mig, og ikke omvendt. Jeg havde i tankerne at lade mig inspirere af farverne som naturen bød på, men ret hurtigt kunne jeg se motivet i maleriet. Helt ubevidst dukkede det landskab op som jeg kiggede på. Maleriet tog hurtig form på den sandfarvede dug. Jeg havde indtil nu aldrig malet et landskabsmaleri. Oplevelsen var for mig helt ny.

Jeg malede, malede og malede. Hentede vand i fossen til penslerne og med sneen som lå for mine fødder fugtede jeg penslen og fortyndede den smule farve som i forvejen var på penslen. Jeg opnåede derfor en del sjove effekter som fx at få fjeldets struktur med på maleriet. Billederne viser et udsnit af fosset hvor jeg har malet med tynd maling og fremhævet strukturen.

  Efter at have malet mere eller mindre uafbrudt på maleriet i et par dage, var det færdigt, næsten da. Lidt for pænt måske, derfor den ”vilde klat” som kom ved et kraftigt sving med penslen med en stor mængde maling på. (Den turkise ring viser klatten). Det gav det sidste. Når folk opdagede den ”klat” vidste jeg at folk ville undres, det syntes jeg var sjovt.

Billedet skulle tørre, derfor lod jeg det hænge på fjeldsiden. Aftenen kom og vi gik i seng. Midt om natten vågnede jeg op med et sæt, rejste mig op skreg mit billede! Det regnede. Ikke lige hvad jeg havde forventet. Jeg skyndte mig i overtræks bukser og jakke. Klatrede op på fjeldet og fik fat i maleriet. Men hvor skulle jeg gøre af det. Jeg var nød til at folde det på midten, rulle det sammen, hvorefter jeg fandt en sprække i fjeldsiden hvor jeg kunne ligge det til dagen efter hvor vi skulle sejle tilbage til Nuuk. Maleriet blev sammenrullet transporteret i båden og hjem.

Da jeg kom hjem var jeg spændt på hvor stor skaden var blevet. Den eneste mulighed jeg havde for at få spændt maleriet ud og tørret var på min gavl ude ved min terrasse. Der blev slået et par søm i vægen, og nu skulle skaderne betragtes.Det vidste sig, at regnen havde gjort ved maleriet som en pensel ikke kunne. Regnen havde givet en helt speciel struktur i bl.a. himlen.